Blog Image

SGlog

Søren Gecklers weblog


Tomorrow is a long time

Rock'n'roll Posted on 2014-06-10 17:44:39

Hvis i dag ikke var en øde grusvej
Og i nat ikke var en kroget sti
Og i morgen ikke føltes så langt borte
Så var denne ensomhed forlængst forbi

Når blot min elskede er her
Og jeg mærker hendes sommerhjerte slår
Og hendes hvisken mindes fløjlsnætter
Så bliver ensomhed et ord, jeg ikke forstår

Jeg kan ikke se mit spejlbilled’ i vandet
Jeg kan ikke synge om en sorgløs vår
Jeg hører ikke mit ekko gå i gaden
Kan ikke mindes, hvem jeg var i går

Der findes skønhed i åens sølversange
Det er smukt når gryet rødmer bag en pil
Men jeg mindes skønhed større end alt andet
I min elskedes brune øjnes smil

Når blot min elskede er her
Og jeg mærker hendes sommerhjerte slår
Og hendes hvisken mindes fløjlsnætter
Så bliver ensomhed et ord, jeg ikke forstår



En morgen i radioen

Druk og stoffer Posted on 2013-10-12 14:06:44

Jeg kommer nok aldrig til at synes, at jeg er særlig veltalende i radioen. Jeg ville i hvert fald gerne have været mere præcis og blandt andet brugt one-liner’en: “Hvis man ikke føler sig hjemme i sin egen krop, er det satme svært at føle sig hjemme i verden.” Måske koblet op på citatet: “It’s a sad man, my friend, who’s living in his own skin and can’t stand the company.”

Jeg ville have foretrukket, at interviewet lå som et link hos P4 Fyn, men på grund af sygdom og ferie bliver det ikke tilfældet. Jesper Borup har dog været så venlig at sende mig det som mp3-filer:

1. del

2. del



Brev fra Springsteen-land

Rock'n'roll Posted on 2013-05-02 10:23:24

Neptune,
5. april

Jeg er i New Jersey nu. Jeg bor på
et motel, der ligger ved siden af en gentleman’s club, som får besøg af en
kendt pornostjerne om to uger. Jeg kender hende ikke, så jeg må være ved at
være gammel. Jeg er kørt herned fra Meadowlands længere nordpå, hvor jeg
overnattede efter den sidste af de to Springsteen-koncerter i East Rutherford.

Jeg har lidt ondt i maven. Det
startede hen mod slutningen af anden koncert, og under ekstranumrene måtte jeg
skynde mig på toilettet. Midt i ”Born to Run” – og det kunne måske have ærgret
mig, hvis det ikke netop havde været i ekstranumrene og midt i en sang, jeg har
hørt så mange gange, at den ikke rigtig rører mig længere. Måske den ville
blive frisk igen for mig, hvis den kom i selve sættet og dermed som en del af fortællingen
fik mere krop og personlighed, end sangen får som et hit blandt greatest hits;
men den passer vist ikke mere helt til, hvad Springsteen ønsker at fortælle med
sine koncerter.

Som en skattefuldmægtig, jeg sad
ved siden af i bussen på vej tilbage til New York efter den første koncert,
udlagde det: ”Bruce ved, hvad han gør.” Det var i øvrigt hans koncert nummer
197, og han havde egentlig lusket sig fri fra arbejde for at gå til koncerten.
Hans kolleger sled til midnat med at færdiggøre årsopgørelser, så han kunne
ikke tillade sig at snige sig væk mere end en enkelt aften. Men han havde
billet til The Garden og til Newark senere i maj – og så kom der vel også
stadionkoncerter sidst på sommeren.

Han havde set ham første gang
tilbage i 1974 – før Jon Landau, der siden blev hans manager, skrev sin berømte
artikel efter at have oplevet Springsteen for første gang. Om hvordan han
egentlig var blevet desillusioneret over rocken, som han syntes var
degenereret, men at han den aften i selskab med Springsteen og hans band havde
genfundet glæden ved musikken og både set rockens fortid og nutid og fremtid.

I virkeligheden er det det,
Springsteen stadig er. Det er måske nemt nok at forestille sig, at han har
fortiden i sig – og ikke blot i kraft af sine 40 år på bagen, men også de
rødder han trækker på i sin musik. I nogle af de nye sange går rødderne 200 år
tilbage. Og fremtiden er ikke tatoverede fyre med smart hår, som mere forsøger
at se ud end at være. Fremtiden er det levende.

Selvfølgelig er der også attitude
over Springsteen. Rock må gerne posere. Klassiske pianister ligner jo heller
ikke revisorer, der gennemgår årsregnskaber. Og naturligvis benytter han sig
også af en masse billige tricks undervejs: henvisninger til lokaliteterne,
crowdsurfing, fællessang, tømme en fadøl i et hug, give mikrofonen til små
piger, danse med et pigebarn. Men Springsteen behøver ikke at gøre den slags.
Han har tag i publikum uden det. Han gør det, fordi han har overskud – og måske
for at give publikum og sig selv og band små frirum i intensiteten. Han er heller ikke for leflende til at kunne
fortælle os, at det lyder frygteligt, når vi på opfordring forsøger at ramme
samme tone som koret i noget veltempereret soul. ”Leave it to the
professionals.”

Springsteen ved som sagt, hvad han
gør, og der er jo en grund til at skattefuldmægtige i 50’erne skulker fra
arbejde, selv om de har set ham 196 gange tidligere. Han siger det faktisk
selv, da han byder os velkommen og introducerer os til aftenen et par sange
inde i koncerten. Først og fremmest vil vi blive sendt hjem med ømme fødder og hænder
og rygge og stimulerede sexorganer. Men samtidig vil han og bandet også forsøge
at skyde musikkens sjæl ind i hjerterne på os og løfte vores ånd. ”Det er det,
der står med småt på jeres billetter. Det er jeres garanti.” Han siger det med
stemmen som en tv-prædikant, så det ikke kommer til at lyde for højtideligt.

Koncerten handler egentlig om det
trodsige liv. Ikke på en pastelfarvet måde om at se det bedste og få det bedste
ud af alt, men simpelthen om det ukuelige. Det tragiske, det storslåede, det
opløftende, det sjælsnedbrydende. Om tro, håb og kærlighed – og at det ikke
altid er nok.

Vi tager vare på vore egne, lyder
det tvetydigt i åbningssangen, for det kan både høres som en sarkastisk
politisk kommentar og som et personligt løfte. ”Wrecking Ball”, som han skrev
til koncerterne på det gamle Giants Stadium, inden det bagefter blev revet ned,
følger med linjer som ”all our little victories and glories have turned in to
parking lots” – men også det med, at de da bare kan komme med deres
nedrivningsmaskiner, hvis de har nosserne til det.

Første aften var ”Badlands” tredje
sang, mens ”The Ties That Bind” havde overtaget pladsen om onsdagen. Begge
sange handler vel om at finde tilhørsforhold. Om onsdagen fulgte nu seks ret
dystre sange – om hjembyens død, om ensomhed, om arbejdsløshed, om forbrydelse.
I forkerte hænder ville det nemt kunne blive ulidelig slagssangsagtig
politiseren, men Springsteen fortæller historier ved at give stemme til
mennesker. Fx Johnny 99, som arbejdede på en fabrik, der lukkede, og han har
ikke kunnet finde arbejde siden. Han står i gæld til op over begge ører og kan
ikke længere betale sit huslån. En aften drikker han for meget og skyder en
ekspedient under et røveri og bliver smidt 99 år i fængsel. Sangens afsluttende
linje er hans bøn til dommeren: ”You’d better shave off my hair and put me on
that execution line.”

Så bygger fire lysere sange op til
aftenens klimaks for mange af os: ”Racing in the Street”. Jeg havde fortalt
skattefuldmægtigen, at det var en af de yndlingssange, jeg aldrig havde hørt
live. Så må du gå til flere koncerter, havde han leende sagt.

”Racing” er ingen lys sang. Den
handler om en fyr og hans bil. Bilen er mere end en hobby og noget andet end en
lidenskab. Det er den ting, der giver hans liv en slags mening og holdepunkt. I
sidste vers dukker en pige op. Han har selvfølgelig mødt hende på vejene.
Dengang sad hun i en anden fyrs bil, ”I blew that Camaro off my back and drove
that little girl away”. Men hun har også sit at slås med: ”She stares off alone
into the night with the eyes of one who hates for just being born.” Så i aften
vil han køre med hende ud til havet ”and wash these sins off our hands”.

Det er så klassisk, som det kan
blive, og det er akkompagneret af et både følsomt og rankt piano og et nænsomt
band, der lægger mere og mere på i den afsluttende klaversolo, der løfter sig
ud til vandet og hen over det hele.

Jeg tror ikke, jeg var den eneste,
der sad og småflæbede indvendig. Fyren ved siden af mig kom med nærmest
erotiske udbrud af anerkendelse til Roy Bittans vidunderlige klaverspil, men vi
oplever alle på vores egne måder, og da sangen sluttede, råbte og klappede vi
begge stående.

Jeg vil ikke gå dybere ned i
afrundingen af hovedkoncerten, men de to af titlerne siger vel også meget:
først ”The Rising” og så ”We Are Alive”, inden ”Thunder Road” runder af med
linjer som ”show a little faith, there’s magic in this night”. Om fyren, der
ruller op foran pigens hus, han ser hende danse henover verandaen til ”Only the
Lonely”, og han prøver så poetisk og veltalende at lokke hende med i sin bil.
Bort fra det, der ikke er mere, og ud hvor der findes ”a chance to make it good
somehow.”

Det er sange som ”Thunder Road”,
der i sin tid fik mig til at forelske mig i Springsteens musik – og får mig til
at forelske mig igen og igen. Vel fordi det anslår noget evigt i mig, løfter
mig og giver mig smag for mere – af Springsteen, af dagen og vejen, af det
hele.

(Uddrag fra bog, der kan købes fx her)



I morgen er længe siden

Selvoptagelser Posted on 2010-09-21 18:18:14

Så jeg ikke hendes triste smil i vinden.
Hvis hendes stemme ikke
hvisked’ i mit blod.
Hvis hendes ånde ikke mærkedes mod kinden.
Så var
ensomhed et ord, jeg ikke forstod



Det 11. bud

Rock'n'roll Posted on 2010-09-19 23:33:12

For mange år siden, da vi alle
sammen skulle i gang på universitetet, oplevede jeg for første gang en ulyst til
at begive mig ud i noget nyt. Så jeg spurgte min far til råds.

“Far, har du aldrig følelsen af at
skue ind i en fremtid, hvor der ikke er andet end støvregn?”

“Måske skulle du begynde at spille
fodbold igen. Jeg har altid haft stor fornøjelse af min golf.”

Aldrig havde jeg følt stærkere, at
vi var som to kloder, der sendte ubemandede rumskibe til hinanden fra hver sin
ende af universet, så da en i omgangskredsen foreslog, at vi skulle tage en tur
ned ad Highway 61 – sådan blot for en god ordens skyld – lød det som det mest
fornuftige, nogen nogensinde havde foreslået.

Et par dage efter landede vi i New
York, og mens solen gik ned mod frontruden på vores Cadillac, gnavede vi os
stadig længere ind i landet. Da vi nåede Chicago og kørte ud på Highway 61,
havde nogle af os ikke sovet i to dage, og jeg har siden tænkt på, om det skulle
have haft nogen indflydelse på de oplevelser, der tilstødte os på denne
mærkelige highway. De første tusind kilometer skete der dog ikke rigtig noget,
og det var først, da vi allesammen havde sovet, at de mærkelige ting begyndte at
ske.

Vi havde gjort hold for natten på
et tomt hotel i en spøgelsesby, men da vi vågnede, var vi ikke længere de eneste
gæster, og hotellet var ikke længere byens eneste beboede hus. Vi blev hurtigt
enige om, at vores nysgerrighed efter at udforske sagernes rette sammenhæng ikke
var nær så stor som vores trang til at forsvinde fra byen i en allerhelvedes
fart.

Vi kørte indtil aften uden at møde
andet end øde prærie. Det begynder at blive næsten lige så uhyggeligt som den
underlige by, da vi pludselig ser et skilt: “This is the land of hope and dreams
and no mercy!” og kort efter går en støvet vej mod højre. “Thunder Road” står
der på vejskiltet. “Vi skal den vej!” råber vi næsten samtidig. Og vi ruller ned
ad den, mens støvet står om os, selv om vi virkelig ruller ganske langsomt af
sted. Vi er fuldstændig omsluttet af støv og må tænde lygterne for blot at kunne
skimte vejen. Derfor er vi også ved at køre ind i den lade, der brat afslutter
den.

Da jeg slukker motoren, kan vi høre
musik, der kommer inde fra laden. Det lyder så velkendt, men er dog ikke noget,
vi kender:

Nu ved jeg ikke rigtig, hvorfor jeg skrev dig
denne sang

Eller om det har
betydning, at jeg vidste det
engang

Men stjerner fylder
nattehimlen, og vi kan læse dem som
noder

Og spille deres melodi, indtil morgendagen
gryr, min blodsbroder

Støvet lægger sig, men der er for
mørkt i laden til, at vi kan se, hvem der spiller. Vi stiger ud. Bagest i laden
er en lille scene. Bandet er holdt op med at spille. Forsangeren er en ældre
fyr, der ligner Paul Newman. På hans Telecaster står der skrevet: “I save The
Kinks” Han smiler til os. De andre i bandet ser lidt mere genert på os. Jeg
synes at kunne genkende nogle af dem, men jeg kan ikke placere dem. Jeg
præsenterer os og fortæller den ældre herre, hvad vi har bedrevet de sidste par
dage, og at vi nok er faret vild.

“Det er alle, der kommer her. Men
kan man finde herud, er man trods alt på rette vej.”

“Er det da her, man søger råd?”

“De fleste søger trøst, men råd kan
også gives. Hvad er dit problem, min søn?”

Jeg forsøger at forklare ham det.

“Ja, det kan jeg godt se,” siger
han. “Det løser ikke sig selv.”

“Hvad skal jeg gøre?”

“Tja, hvis Moses ikke havde tabt
Det 11. Bud, havde meget sikkert været nemmere for jer mennesker. Men han blev
så bange for mine lyn og den brændende busk, at jeg ikke kunne lokke ham op
igen. Det burde vel også være så åbenlyst et bud, at jeg ikke behøver at mejsle
det ud for jer.”

“Hvordan lyder da Det 11. Bud?”

“Rock’n’roll!”



Teambuilding

Bronx Posted on 2010-08-13 22:06:06

Når blot min elskede smiler
og jeg mærker, hendes sommerhjerte slår
og hendes hvisken mindes fløjlsnætter
så bliver ensomhed et ord, jeg ikke forstår



På en sommerdag

Bronx Posted on 2010-06-28 20:45:05

Hver morgen skal jeg helst tage en Truxal og igen tage en ved middagstide og så en om aftenen. Min læge siger, jeg lider af vrangforestillinger, og at pillerne hjælper mig til at se verden, som den er. Men nogle gange synes jeg, mit liv bliver så kedeligt, når jeg tager de piller. Så flirter ingen piger med mig. Så jeg lader af og til være. I går for eksempel – og straks sker forandringen.

Da jeg tog bussen ud til Amager Strand, startede det med, at den kvindelige buschauffør råflirtede, da jeg skulle stemple. “Ja, den driller lidt i varmen,” sagde hun,”men hvis du lirker lidt og så trykker til.” Hun smilede på en måde, så det var klart, at hun var vild med min krop, og jeg vidste jo, at det ikke var stempleren, hun talte om.

På Christianshavn stiger tre piger ind. Selv om der ikke er mange mennesker i bussen, sætter de sig alligevel lidt bag mig på modsatte side af gangen, så de bedre kan se på mig, uden at jeg kan se dem. De lader, som om de snakker om Robbie Williams, men jeg er jo ikke dum. De skal pludselig også til stranden, da de ser mit badetøj, og så var det jo heldigt for dem, at de selv havde badetøj med, så det kom til at virke mere naturligt. Jeg lader dem bestemme, hvor vi skal stå af, og jeg følger dem på nøjagtig så lang afstand, at jeg stadig kan høre, hvad de siger om mig.

På stranden kigger alle kvinder efter mig, og det er faktisk lidt ubehageligt, så jeg går i vandet – og straks følger fire kvinder efter. Den ene har sin lille datter med, og hun får datteren til at sprøjte vand i min retning, så hun har en grund til at henvende sig til mig. “Ups. Pas på manden, Cecilie Amalie! Sprøjtede hun på dig? Det må du meget undskylde.” Jeg smilede og rystede på hovedet, men jeg skulle nok have indledt den flirt, hun lagde op til. Kort efter gik hun op igen.

Da jeg gik op, gik jeg forbi hende på en måde, som viste mine bedste sider frem, men hun havde sin opmærksomhed meget demonstrativt vendt mod sin datter. Jeg flyttede mit tæppe hen i nærheden af hende og viste hende min interesse ved hele tiden at se over på hende. Men det var for sent. Jeg havde ikke slået til første gang, og så skulle jeg straffes. Jeg havde såret hendes stolthed. Lidt efter tog hun hjem, men det var tydeligt, at måden hun ikke så i min retning på indikerede, at hun ville ønske, jeg også dukkede op derude i dag.

Så jeg har lige ringet ind til ministeriet og meldt mig syg og har heller ikke taget mine piller i dag, og lige om lidt er jeg på vej til stranden.



Datingprofil

Selvoptagelser Posted on 2010-05-28 15:08:20

Jeg har knap så mange knaster
og tem’lig megen gæld
Jeg bli’r overset af lykken
og har stort set intet held
Jeg fik rygerlunger
første gang, jeg røg lidt hash
Jeg blev alkoholiker
efter tredje glas
Jeg tabte alt mit hår
den dag jeg fyldte atten
og min hund ku ikke kende mig
så jeg blev skambidt af den
I skolen gik det skidt
og selv på uni blev jeg tævet
Så jeg kan ikke spise æbler
med mindre de er revet
Alle kærester, jeg har haft
blev lebber på en uge
Jeg er uvelkommen
selv i min egen stue
Så vil du ikke nok
forbarme dig og skrive
så vi kan være to
om den tid jeg må fordrive
For jeg bliver aldrig noget
og aldrig rigtig glad
men til gengæld kan jeg sy
vaske op og lave mad



Interview

Litteratur Posted on 2010-02-03 22:02:37

Kasper Umlaut Olsen, du udkom med digtsamlingen, Egne Egne, i forsommeren.

– Ja.

Så vidt jeg er orienteret, er salgstallene stagneret på otte, hvoraf de tre eksemplarer er købt af biblioteker.

– Det skal nok passe.

Noget tilsvarende var tilfældet med din debut, Generation Eks.

– Ja.

Har du gjort dig overvejelser over, hvad det kan skyldes?

– Måske de blot ikke er gode nok.

Kunne de ringe salgstal skyldes den kendsgerning, at du ikke er blevet anmeldt?

– Det kunne det måske nok.

Kunne de manglende anmeldelser skyldes, at du udkommer på et lille forlag, hvis navn jeg knap kan komme på?

– Det skal jeg ikke kunne sige.

Gør det dig på nogen måde bitter?

– At jeg ikke bliver anmeldt?

Ja.

– Nu skriver jeg jo ikke for at blive anmeldt.

Men du skriver vel for at blive læst?

– Jo, men hellere to læsere, der holder af mine digte, end to tusind, der blot køber min digtsamling, fordi den er blevet omtalt positivt af Lars Bøvedahl i Weekendavisen.

Det vil mange jo betragte som et forudsigeligt svar.

– Ja, det ville de vel. Men skulle man tage anmeldernes ord for gode varer, så har talentmassen de sidste ti år været større end i hele det tyvende århundrede. Og når man så læser noget af det, tænker man, at det så sandelig også har brug for al den støtte det kan få, for det kunne næppe have stået alene og helt af sig selv.

Er det en trøst?

– Nej, det er en konstatering.



Vinterhaiku

Bronx Posted on 2010-01-13 19:56:41

Rudens isblomster
dør i de varme kærtegn
fra din sølvånde



Næste »