Kasper Umlaut Olsen, du udkom med digtsamlingen, Egne Egne, i forsommeren.

– Ja.

Så vidt jeg er orienteret, er salgstallene stagneret på otte, hvoraf de tre eksemplarer er købt af biblioteker.

– Det skal nok passe.

Noget tilsvarende var tilfældet med din debut, Generation Eks.

– Ja.

Har du gjort dig overvejelser over, hvad det kan skyldes?

– Måske de blot ikke er gode nok.

Kunne de ringe salgstal skyldes den kendsgerning, at du ikke er blevet anmeldt?

– Det kunne det måske nok.

Kunne de manglende anmeldelser skyldes, at du udkommer på et lille forlag, hvis navn jeg knap kan komme på?

– Det skal jeg ikke kunne sige.

Gør det dig på nogen måde bitter?

– At jeg ikke bliver anmeldt?

Ja.

– Nu skriver jeg jo ikke for at blive anmeldt.

Men du skriver vel for at blive læst?

– Jo, men hellere to læsere, der holder af mine digte, end to tusind, der blot køber min digtsamling, fordi den er blevet omtalt positivt af Lars Bøvedahl i Weekendavisen.

Det vil mange jo betragte som et forudsigeligt svar.

– Ja, det ville de vel. Men skulle man tage anmeldernes ord for gode varer, så har talentmassen de sidste ti år været større end i hele det tyvende århundrede. Og når man så læser noget af det, tænker man, at det så sandelig også har brug for al den støtte det kan få, for det kunne næppe have stået alene og helt af sig selv.

Er det en trøst?

– Nej, det er en konstatering.