For mange år siden, da vi alle
sammen skulle i gang på universitetet, oplevede jeg for første gang en ulyst til
at begive mig ud i noget nyt. Så jeg spurgte min far til råds.

“Far, har du aldrig følelsen af at
skue ind i en fremtid, hvor der ikke er andet end støvregn?”

“Måske skulle du begynde at spille
fodbold igen. Jeg har altid haft stor fornøjelse af min golf.”

Aldrig havde jeg følt stærkere, at
vi var som to kloder, der sendte ubemandede rumskibe til hinanden fra hver sin
ende af universet, så da en i omgangskredsen foreslog, at vi skulle tage en tur
ned ad Highway 61 – sådan blot for en god ordens skyld – lød det som det mest
fornuftige, nogen nogensinde havde foreslået.

Et par dage efter landede vi i New
York, og mens solen gik ned mod frontruden på vores Cadillac, gnavede vi os
stadig længere ind i landet. Da vi nåede Chicago og kørte ud på Highway 61,
havde nogle af os ikke sovet i to dage, og jeg har siden tænkt på, om det skulle
have haft nogen indflydelse på de oplevelser, der tilstødte os på denne
mærkelige highway. De første tusind kilometer skete der dog ikke rigtig noget,
og det var først, da vi allesammen havde sovet, at de mærkelige ting begyndte at
ske.

Vi havde gjort hold for natten på
et tomt hotel i en spøgelsesby, men da vi vågnede, var vi ikke længere de eneste
gæster, og hotellet var ikke længere byens eneste beboede hus. Vi blev hurtigt
enige om, at vores nysgerrighed efter at udforske sagernes rette sammenhæng ikke
var nær så stor som vores trang til at forsvinde fra byen i en allerhelvedes
fart.

Vi kørte indtil aften uden at møde
andet end øde prærie. Det begynder at blive næsten lige så uhyggeligt som den
underlige by, da vi pludselig ser et skilt: “This is the land of hope and dreams
and no mercy!” og kort efter går en støvet vej mod højre. “Thunder Road” står
der på vejskiltet. “Vi skal den vej!” råber vi næsten samtidig. Og vi ruller ned
ad den, mens støvet står om os, selv om vi virkelig ruller ganske langsomt af
sted. Vi er fuldstændig omsluttet af støv og må tænde lygterne for blot at kunne
skimte vejen. Derfor er vi også ved at køre ind i den lade, der brat afslutter
den.

Da jeg slukker motoren, kan vi høre
musik, der kommer inde fra laden. Det lyder så velkendt, men er dog ikke noget,
vi kender:

Nu ved jeg ikke rigtig, hvorfor jeg skrev dig
denne sang

Eller om det har
betydning, at jeg vidste det
engang

Men stjerner fylder
nattehimlen, og vi kan læse dem som
noder

Og spille deres melodi, indtil morgendagen
gryr, min blodsbroder

Støvet lægger sig, men der er for
mørkt i laden til, at vi kan se, hvem der spiller. Vi stiger ud. Bagest i laden
er en lille scene. Bandet er holdt op med at spille. Forsangeren er en ældre
fyr, der ligner Paul Newman. På hans Telecaster står der skrevet: “I save The
Kinks” Han smiler til os. De andre i bandet ser lidt mere genert på os. Jeg
synes at kunne genkende nogle af dem, men jeg kan ikke placere dem. Jeg
præsenterer os og fortæller den ældre herre, hvad vi har bedrevet de sidste par
dage, og at vi nok er faret vild.

“Det er alle, der kommer her. Men
kan man finde herud, er man trods alt på rette vej.”

“Er det da her, man søger råd?”

“De fleste søger trøst, men råd kan
også gives. Hvad er dit problem, min søn?”

Jeg forsøger at forklare ham det.

“Ja, det kan jeg godt se,” siger
han. “Det løser ikke sig selv.”

“Hvad skal jeg gøre?”

“Tja, hvis Moses ikke havde tabt
Det 11. Bud, havde meget sikkert været nemmere for jer mennesker. Men han blev
så bange for mine lyn og den brændende busk, at jeg ikke kunne lokke ham op
igen. Det burde vel også være så åbenlyst et bud, at jeg ikke behøver at mejsle
det ud for jer.”

“Hvordan lyder da Det 11. Bud?”

“Rock’n’roll!”