Neptune,
5. april

Jeg er i New Jersey nu. Jeg bor på
et motel, der ligger ved siden af en gentleman’s club, som får besøg af en
kendt pornostjerne om to uger. Jeg kender hende ikke, så jeg må være ved at
være gammel. Jeg er kørt herned fra Meadowlands længere nordpå, hvor jeg
overnattede efter den sidste af de to Springsteen-koncerter i East Rutherford.

Jeg har lidt ondt i maven. Det
startede hen mod slutningen af anden koncert, og under ekstranumrene måtte jeg
skynde mig på toilettet. Midt i ”Born to Run” – og det kunne måske have ærgret
mig, hvis det ikke netop havde været i ekstranumrene og midt i en sang, jeg har
hørt så mange gange, at den ikke rigtig rører mig længere. Måske den ville
blive frisk igen for mig, hvis den kom i selve sættet og dermed som en del af fortællingen
fik mere krop og personlighed, end sangen får som et hit blandt greatest hits;
men den passer vist ikke mere helt til, hvad Springsteen ønsker at fortælle med
sine koncerter.

Som en skattefuldmægtig, jeg sad
ved siden af i bussen på vej tilbage til New York efter den første koncert,
udlagde det: ”Bruce ved, hvad han gør.” Det var i øvrigt hans koncert nummer
197, og han havde egentlig lusket sig fri fra arbejde for at gå til koncerten.
Hans kolleger sled til midnat med at færdiggøre årsopgørelser, så han kunne
ikke tillade sig at snige sig væk mere end en enkelt aften. Men han havde
billet til The Garden og til Newark senere i maj – og så kom der vel også
stadionkoncerter sidst på sommeren.

Han havde set ham første gang
tilbage i 1974 – før Jon Landau, der siden blev hans manager, skrev sin berømte
artikel efter at have oplevet Springsteen for første gang. Om hvordan han
egentlig var blevet desillusioneret over rocken, som han syntes var
degenereret, men at han den aften i selskab med Springsteen og hans band havde
genfundet glæden ved musikken og både set rockens fortid og nutid og fremtid.

I virkeligheden er det det,
Springsteen stadig er. Det er måske nemt nok at forestille sig, at han har
fortiden i sig – og ikke blot i kraft af sine 40 år på bagen, men også de
rødder han trækker på i sin musik. I nogle af de nye sange går rødderne 200 år
tilbage. Og fremtiden er ikke tatoverede fyre med smart hår, som mere forsøger
at se ud end at være. Fremtiden er det levende.

Selvfølgelig er der også attitude
over Springsteen. Rock må gerne posere. Klassiske pianister ligner jo heller
ikke revisorer, der gennemgår årsregnskaber. Og naturligvis benytter han sig
også af en masse billige tricks undervejs: henvisninger til lokaliteterne,
crowdsurfing, fællessang, tømme en fadøl i et hug, give mikrofonen til små
piger, danse med et pigebarn. Men Springsteen behøver ikke at gøre den slags.
Han har tag i publikum uden det. Han gør det, fordi han har overskud – og måske
for at give publikum og sig selv og band små frirum i intensiteten. Han er heller ikke for leflende til at kunne
fortælle os, at det lyder frygteligt, når vi på opfordring forsøger at ramme
samme tone som koret i noget veltempereret soul. ”Leave it to the
professionals.”

Springsteen ved som sagt, hvad han
gør, og der er jo en grund til at skattefuldmægtige i 50’erne skulker fra
arbejde, selv om de har set ham 196 gange tidligere. Han siger det faktisk
selv, da han byder os velkommen og introducerer os til aftenen et par sange
inde i koncerten. Først og fremmest vil vi blive sendt hjem med ømme fødder og hænder
og rygge og stimulerede sexorganer. Men samtidig vil han og bandet også forsøge
at skyde musikkens sjæl ind i hjerterne på os og løfte vores ånd. ”Det er det,
der står med småt på jeres billetter. Det er jeres garanti.” Han siger det med
stemmen som en tv-prædikant, så det ikke kommer til at lyde for højtideligt.

Koncerten handler egentlig om det
trodsige liv. Ikke på en pastelfarvet måde om at se det bedste og få det bedste
ud af alt, men simpelthen om det ukuelige. Det tragiske, det storslåede, det
opløftende, det sjælsnedbrydende. Om tro, håb og kærlighed – og at det ikke
altid er nok.

Vi tager vare på vore egne, lyder
det tvetydigt i åbningssangen, for det kan både høres som en sarkastisk
politisk kommentar og som et personligt løfte. ”Wrecking Ball”, som han skrev
til koncerterne på det gamle Giants Stadium, inden det bagefter blev revet ned,
følger med linjer som ”all our little victories and glories have turned in to
parking lots” – men også det med, at de da bare kan komme med deres
nedrivningsmaskiner, hvis de har nosserne til det.

Første aften var ”Badlands” tredje
sang, mens ”The Ties That Bind” havde overtaget pladsen om onsdagen. Begge
sange handler vel om at finde tilhørsforhold. Om onsdagen fulgte nu seks ret
dystre sange – om hjembyens død, om ensomhed, om arbejdsløshed, om forbrydelse.
I forkerte hænder ville det nemt kunne blive ulidelig slagssangsagtig
politiseren, men Springsteen fortæller historier ved at give stemme til
mennesker. Fx Johnny 99, som arbejdede på en fabrik, der lukkede, og han har
ikke kunnet finde arbejde siden. Han står i gæld til op over begge ører og kan
ikke længere betale sit huslån. En aften drikker han for meget og skyder en
ekspedient under et røveri og bliver smidt 99 år i fængsel. Sangens afsluttende
linje er hans bøn til dommeren: ”You’d better shave off my hair and put me on
that execution line.”

Så bygger fire lysere sange op til
aftenens klimaks for mange af os: ”Racing in the Street”. Jeg havde fortalt
skattefuldmægtigen, at det var en af de yndlingssange, jeg aldrig havde hørt
live. Så må du gå til flere koncerter, havde han leende sagt.

”Racing” er ingen lys sang. Den
handler om en fyr og hans bil. Bilen er mere end en hobby og noget andet end en
lidenskab. Det er den ting, der giver hans liv en slags mening og holdepunkt. I
sidste vers dukker en pige op. Han har selvfølgelig mødt hende på vejene.
Dengang sad hun i en anden fyrs bil, ”I blew that Camaro off my back and drove
that little girl away”. Men hun har også sit at slås med: ”She stares off alone
into the night with the eyes of one who hates for just being born.” Så i aften
vil han køre med hende ud til havet ”and wash these sins off our hands”.

Det er så klassisk, som det kan
blive, og det er akkompagneret af et både følsomt og rankt piano og et nænsomt
band, der lægger mere og mere på i den afsluttende klaversolo, der løfter sig
ud til vandet og hen over det hele.

Jeg tror ikke, jeg var den eneste,
der sad og småflæbede indvendig. Fyren ved siden af mig kom med nærmest
erotiske udbrud af anerkendelse til Roy Bittans vidunderlige klaverspil, men vi
oplever alle på vores egne måder, og da sangen sluttede, råbte og klappede vi
begge stående.

Jeg vil ikke gå dybere ned i
afrundingen af hovedkoncerten, men de to af titlerne siger vel også meget:
først ”The Rising” og så ”We Are Alive”, inden ”Thunder Road” runder af med
linjer som ”show a little faith, there’s magic in this night”. Om fyren, der
ruller op foran pigens hus, han ser hende danse henover verandaen til ”Only the
Lonely”, og han prøver så poetisk og veltalende at lokke hende med i sin bil.
Bort fra det, der ikke er mere, og ud hvor der findes ”a chance to make it good
somehow.”

Det er sange som ”Thunder Road”,
der i sin tid fik mig til at forelske mig i Springsteens musik – og får mig til
at forelske mig igen og igen. Vel fordi det anslår noget evigt i mig, løfter
mig og giver mig smag for mere – af Springsteen, af dagen og vejen, af det
hele.

(Uddrag fra bog, der kan købes fx her)