Blog Image

SGlog

Søren Gecklers weblog


Tomorrow is a long time

Rock'n'roll Posted on 2014-06-10 17:44:39

Hvis i dag ikke var en øde grusvej
Og i nat ikke var en kroget sti
Og i morgen ikke føltes så langt borte
Så var denne ensomhed forlængst forbi

Når blot min elskede er her
Og jeg mærker hendes sommerhjerte slår
Og hendes hvisken mindes fløjlsnætter
Så bliver ensomhed et ord, jeg ikke forstår

Jeg kan ikke se mit spejlbilled’ i vandet
Jeg kan ikke synge om en sorgløs vår
Jeg hører ikke mit ekko gå i gaden
Kan ikke mindes, hvem jeg var i går

Der findes skønhed i åens sølversange
Det er smukt når gryet rødmer bag en pil
Men jeg mindes skønhed større end alt andet
I min elskedes brune øjnes smil

Når blot min elskede er her
Og jeg mærker hendes sommerhjerte slår
Og hendes hvisken mindes fløjlsnætter
Så bliver ensomhed et ord, jeg ikke forstår



Brev fra Springsteen-land

Rock'n'roll Posted on 2013-05-02 10:23:24

Neptune,
5. april

Jeg er i New Jersey nu. Jeg bor på
et motel, der ligger ved siden af en gentleman’s club, som får besøg af en
kendt pornostjerne om to uger. Jeg kender hende ikke, så jeg må være ved at
være gammel. Jeg er kørt herned fra Meadowlands længere nordpå, hvor jeg
overnattede efter den sidste af de to Springsteen-koncerter i East Rutherford.

Jeg har lidt ondt i maven. Det
startede hen mod slutningen af anden koncert, og under ekstranumrene måtte jeg
skynde mig på toilettet. Midt i ”Born to Run” – og det kunne måske have ærgret
mig, hvis det ikke netop havde været i ekstranumrene og midt i en sang, jeg har
hørt så mange gange, at den ikke rigtig rører mig længere. Måske den ville
blive frisk igen for mig, hvis den kom i selve sættet og dermed som en del af fortællingen
fik mere krop og personlighed, end sangen får som et hit blandt greatest hits;
men den passer vist ikke mere helt til, hvad Springsteen ønsker at fortælle med
sine koncerter.

Som en skattefuldmægtig, jeg sad
ved siden af i bussen på vej tilbage til New York efter den første koncert,
udlagde det: ”Bruce ved, hvad han gør.” Det var i øvrigt hans koncert nummer
197, og han havde egentlig lusket sig fri fra arbejde for at gå til koncerten.
Hans kolleger sled til midnat med at færdiggøre årsopgørelser, så han kunne
ikke tillade sig at snige sig væk mere end en enkelt aften. Men han havde
billet til The Garden og til Newark senere i maj – og så kom der vel også
stadionkoncerter sidst på sommeren.

Han havde set ham første gang
tilbage i 1974 – før Jon Landau, der siden blev hans manager, skrev sin berømte
artikel efter at have oplevet Springsteen for første gang. Om hvordan han
egentlig var blevet desillusioneret over rocken, som han syntes var
degenereret, men at han den aften i selskab med Springsteen og hans band havde
genfundet glæden ved musikken og både set rockens fortid og nutid og fremtid.

I virkeligheden er det det,
Springsteen stadig er. Det er måske nemt nok at forestille sig, at han har
fortiden i sig – og ikke blot i kraft af sine 40 år på bagen, men også de
rødder han trækker på i sin musik. I nogle af de nye sange går rødderne 200 år
tilbage. Og fremtiden er ikke tatoverede fyre med smart hår, som mere forsøger
at se ud end at være. Fremtiden er det levende.

Selvfølgelig er der også attitude
over Springsteen. Rock må gerne posere. Klassiske pianister ligner jo heller
ikke revisorer, der gennemgår årsregnskaber. Og naturligvis benytter han sig
også af en masse billige tricks undervejs: henvisninger til lokaliteterne,
crowdsurfing, fællessang, tømme en fadøl i et hug, give mikrofonen til små
piger, danse med et pigebarn. Men Springsteen behøver ikke at gøre den slags.
Han har tag i publikum uden det. Han gør det, fordi han har overskud – og måske
for at give publikum og sig selv og band små frirum i intensiteten. Han er heller ikke for leflende til at kunne
fortælle os, at det lyder frygteligt, når vi på opfordring forsøger at ramme
samme tone som koret i noget veltempereret soul. ”Leave it to the
professionals.”

Springsteen ved som sagt, hvad han
gør, og der er jo en grund til at skattefuldmægtige i 50’erne skulker fra
arbejde, selv om de har set ham 196 gange tidligere. Han siger det faktisk
selv, da han byder os velkommen og introducerer os til aftenen et par sange
inde i koncerten. Først og fremmest vil vi blive sendt hjem med ømme fødder og hænder
og rygge og stimulerede sexorganer. Men samtidig vil han og bandet også forsøge
at skyde musikkens sjæl ind i hjerterne på os og løfte vores ånd. ”Det er det,
der står med småt på jeres billetter. Det er jeres garanti.” Han siger det med
stemmen som en tv-prædikant, så det ikke kommer til at lyde for højtideligt.

Koncerten handler egentlig om det
trodsige liv. Ikke på en pastelfarvet måde om at se det bedste og få det bedste
ud af alt, men simpelthen om det ukuelige. Det tragiske, det storslåede, det
opløftende, det sjælsnedbrydende. Om tro, håb og kærlighed – og at det ikke
altid er nok.

Vi tager vare på vore egne, lyder
det tvetydigt i åbningssangen, for det kan både høres som en sarkastisk
politisk kommentar og som et personligt løfte. ”Wrecking Ball”, som han skrev
til koncerterne på det gamle Giants Stadium, inden det bagefter blev revet ned,
følger med linjer som ”all our little victories and glories have turned in to
parking lots” – men også det med, at de da bare kan komme med deres
nedrivningsmaskiner, hvis de har nosserne til det.

Første aften var ”Badlands” tredje
sang, mens ”The Ties That Bind” havde overtaget pladsen om onsdagen. Begge
sange handler vel om at finde tilhørsforhold. Om onsdagen fulgte nu seks ret
dystre sange – om hjembyens død, om ensomhed, om arbejdsløshed, om forbrydelse.
I forkerte hænder ville det nemt kunne blive ulidelig slagssangsagtig
politiseren, men Springsteen fortæller historier ved at give stemme til
mennesker. Fx Johnny 99, som arbejdede på en fabrik, der lukkede, og han har
ikke kunnet finde arbejde siden. Han står i gæld til op over begge ører og kan
ikke længere betale sit huslån. En aften drikker han for meget og skyder en
ekspedient under et røveri og bliver smidt 99 år i fængsel. Sangens afsluttende
linje er hans bøn til dommeren: ”You’d better shave off my hair and put me on
that execution line.”

Så bygger fire lysere sange op til
aftenens klimaks for mange af os: ”Racing in the Street”. Jeg havde fortalt
skattefuldmægtigen, at det var en af de yndlingssange, jeg aldrig havde hørt
live. Så må du gå til flere koncerter, havde han leende sagt.

”Racing” er ingen lys sang. Den
handler om en fyr og hans bil. Bilen er mere end en hobby og noget andet end en
lidenskab. Det er den ting, der giver hans liv en slags mening og holdepunkt. I
sidste vers dukker en pige op. Han har selvfølgelig mødt hende på vejene.
Dengang sad hun i en anden fyrs bil, ”I blew that Camaro off my back and drove
that little girl away”. Men hun har også sit at slås med: ”She stares off alone
into the night with the eyes of one who hates for just being born.” Så i aften
vil han køre med hende ud til havet ”and wash these sins off our hands”.

Det er så klassisk, som det kan
blive, og det er akkompagneret af et både følsomt og rankt piano og et nænsomt
band, der lægger mere og mere på i den afsluttende klaversolo, der løfter sig
ud til vandet og hen over det hele.

Jeg tror ikke, jeg var den eneste,
der sad og småflæbede indvendig. Fyren ved siden af mig kom med nærmest
erotiske udbrud af anerkendelse til Roy Bittans vidunderlige klaverspil, men vi
oplever alle på vores egne måder, og da sangen sluttede, råbte og klappede vi
begge stående.

Jeg vil ikke gå dybere ned i
afrundingen af hovedkoncerten, men de to af titlerne siger vel også meget:
først ”The Rising” og så ”We Are Alive”, inden ”Thunder Road” runder af med
linjer som ”show a little faith, there’s magic in this night”. Om fyren, der
ruller op foran pigens hus, han ser hende danse henover verandaen til ”Only the
Lonely”, og han prøver så poetisk og veltalende at lokke hende med i sin bil.
Bort fra det, der ikke er mere, og ud hvor der findes ”a chance to make it good
somehow.”

Det er sange som ”Thunder Road”,
der i sin tid fik mig til at forelske mig i Springsteens musik – og får mig til
at forelske mig igen og igen. Vel fordi det anslår noget evigt i mig, løfter
mig og giver mig smag for mere – af Springsteen, af dagen og vejen, af det
hele.

(Uddrag fra bog, der kan købes fx her)



Det 11. bud

Rock'n'roll Posted on 2010-09-19 23:33:12

For mange år siden, da vi alle
sammen skulle i gang på universitetet, oplevede jeg for første gang en ulyst til
at begive mig ud i noget nyt. Så jeg spurgte min far til råds.

“Far, har du aldrig følelsen af at
skue ind i en fremtid, hvor der ikke er andet end støvregn?”

“Måske skulle du begynde at spille
fodbold igen. Jeg har altid haft stor fornøjelse af min golf.”

Aldrig havde jeg følt stærkere, at
vi var som to kloder, der sendte ubemandede rumskibe til hinanden fra hver sin
ende af universet, så da en i omgangskredsen foreslog, at vi skulle tage en tur
ned ad Highway 61 – sådan blot for en god ordens skyld – lød det som det mest
fornuftige, nogen nogensinde havde foreslået.

Et par dage efter landede vi i New
York, og mens solen gik ned mod frontruden på vores Cadillac, gnavede vi os
stadig længere ind i landet. Da vi nåede Chicago og kørte ud på Highway 61,
havde nogle af os ikke sovet i to dage, og jeg har siden tænkt på, om det skulle
have haft nogen indflydelse på de oplevelser, der tilstødte os på denne
mærkelige highway. De første tusind kilometer skete der dog ikke rigtig noget,
og det var først, da vi allesammen havde sovet, at de mærkelige ting begyndte at
ske.

Vi havde gjort hold for natten på
et tomt hotel i en spøgelsesby, men da vi vågnede, var vi ikke længere de eneste
gæster, og hotellet var ikke længere byens eneste beboede hus. Vi blev hurtigt
enige om, at vores nysgerrighed efter at udforske sagernes rette sammenhæng ikke
var nær så stor som vores trang til at forsvinde fra byen i en allerhelvedes
fart.

Vi kørte indtil aften uden at møde
andet end øde prærie. Det begynder at blive næsten lige så uhyggeligt som den
underlige by, da vi pludselig ser et skilt: “This is the land of hope and dreams
and no mercy!” og kort efter går en støvet vej mod højre. “Thunder Road” står
der på vejskiltet. “Vi skal den vej!” råber vi næsten samtidig. Og vi ruller ned
ad den, mens støvet står om os, selv om vi virkelig ruller ganske langsomt af
sted. Vi er fuldstændig omsluttet af støv og må tænde lygterne for blot at kunne
skimte vejen. Derfor er vi også ved at køre ind i den lade, der brat afslutter
den.

Da jeg slukker motoren, kan vi høre
musik, der kommer inde fra laden. Det lyder så velkendt, men er dog ikke noget,
vi kender:

Nu ved jeg ikke rigtig, hvorfor jeg skrev dig
denne sang

Eller om det har
betydning, at jeg vidste det
engang

Men stjerner fylder
nattehimlen, og vi kan læse dem som
noder

Og spille deres melodi, indtil morgendagen
gryr, min blodsbroder

Støvet lægger sig, men der er for
mørkt i laden til, at vi kan se, hvem der spiller. Vi stiger ud. Bagest i laden
er en lille scene. Bandet er holdt op med at spille. Forsangeren er en ældre
fyr, der ligner Paul Newman. På hans Telecaster står der skrevet: “I save The
Kinks” Han smiler til os. De andre i bandet ser lidt mere genert på os. Jeg
synes at kunne genkende nogle af dem, men jeg kan ikke placere dem. Jeg
præsenterer os og fortæller den ældre herre, hvad vi har bedrevet de sidste par
dage, og at vi nok er faret vild.

“Det er alle, der kommer her. Men
kan man finde herud, er man trods alt på rette vej.”

“Er det da her, man søger råd?”

“De fleste søger trøst, men råd kan
også gives. Hvad er dit problem, min søn?”

Jeg forsøger at forklare ham det.

“Ja, det kan jeg godt se,” siger
han. “Det løser ikke sig selv.”

“Hvad skal jeg gøre?”

“Tja, hvis Moses ikke havde tabt
Det 11. Bud, havde meget sikkert været nemmere for jer mennesker. Men han blev
så bange for mine lyn og den brændende busk, at jeg ikke kunne lokke ham op
igen. Det burde vel også være så åbenlyst et bud, at jeg ikke behøver at mejsle
det ud for jer.”

“Hvordan lyder da Det 11. Bud?”

“Rock’n’roll!”



Noter fra 3 Springsteen-koncerter

Rock'n'roll Posted on 2009-07-09 13:22:17

Frankfurt havde den sejeste
åbning, jeg har oplevet: Badlands, Adam raised a Cain, The ties that bind – men folk omkring mig var nok gået amok
alligevel. Jeg havde forvildet mig ind i aflukket tættest på scenen, og
havde i en times tid op til koncerten stået ved siden af en meget mut
og noget sammenbidt gut, der vel var omkring 30. Da Lofgren kom alene
ind med harmonika og spillede Wooden Heart, var han allerede begyndt at
skrige sine lunger ud, og da Badlands gik i gang, begyndte han at hoppe
som Ulrik Wilbæk og hyle som en Beatles-fan. Nogle ville måske bruge
ord som ’tilbedelse’ og ‘fanatisme’ – men i virkeligheden er det vist
snarere en måde at udtrykke kærlighed på. Noget indestængt, der
pludselig vælter ud, når spundsen bliver flået ud. Samtidig var der
også noget tilhænger over ham. Han støttede Springsteen, som Mette
Frederiksen støttede Lykketoft, og når han ikke sang med, klappede han
målrettet. Det meste af tiden klappede han, for han var bedst til
omkvæd – og allerbedst til de omkvæd, der indeholdt nogle ordløse
udbrud som i fx Trapped: I’m trapped! Ahu-u-u-ah! Trapped! Ah-åhåh! Men
der var han sandelig også med med knyttede næver og lige på beatet.
Heldigvis holdt han sin kæft og nallerne i ro under Factory og
Something In The Night, men under Promised Land blev det alligevel for
meget, og jeg søgte et par meter tilbage.

I München stod jeg ved siden af en gut, der var helt uden rytmesans og
med kun een tone i livet – og den var falsk. Heldigvis holdt han op med
at synge med (nogen havde måske forsøgt at kvæle ham) efter Outlaw
Pete, men hans lyst til at klappe med pillede ingen fra ham. Det var
sgu næsten fascinerende. Det var ikke engang off beat eller på anden
måde i-takt-ude-af-takt. Havde man bedt ham holde sig på brystet og slå
sine hjerteslag med den anden hånd, ville det ikke være lykkedes for
ham. Det var simpelthen udenfor hans rækkevidde. Men han forsøgte
ihærdigt – det må man give ham – og han var godt selv klar over, at det
ikke var hans stærke side, for han standsede ofte op og forsøgte påny
at falde ind i de omkringståendes klappen.

I Herning havde jeg desværre ikke fået billet til forscenen, og folk var kommet noget tidligere end til koncerterne i Parken. Måske derfor havnede jeg hele tiden ved siden af mennesker, der vist mere var der på grund af begivenheden end for koncertens skyld. Hvordan kan man ellers finde på at snakke under Candy’s Room, sms’e under Thunder Road og læse sms’er op under Promised Land?! Så hellere Ulrik Wilbæk i Frankfurt.

Frankfurt var vel den bedste koncert. Måske ikke så god som Parken sidste år. I hvert fald ikke så god som Paris forrige december, for der er noget særligt over de indendørs koncerter – og han turnerede med et bedre album. Men This Hard Land var meget smuk i München, og Springsteen-koncerter er stadig større litterære oplevelser, end hvad man kan møde på teaterscenen, eller hvis man åbner en bog fra nutiden.



Apropos Michael Jackson

Rock'n'roll Posted on 2009-06-27 10:12:32

“I believe
that the life of a rock ‘n’ roll band will last as long as you look
down into the audience and can see yourself, and your audience looks up
at you and can see themselves—and as long as those reflections are
human, realistic ones. The biggest gift that your fans can give you is
just treatin’ you like a human being, because anything else dehumanizes
you. And that’s one of the things that has shortened the life spans,
both physically and creatively, of some of the best rock ‘n’ roll
musicians—that cruel isolation. If the price of fame is that you have
to be isolated from the people you write for, then that’s too fuckin’
high a price to pay.”
(Springsteen, 1984)



Well, I got this guitar…

Rock'n'roll Posted on 2008-11-16 22:26:33

Min ungdoms eneste egentlige guitarhelt er her ikke mere. Hilmer Hassig døde i nat, da han gik ud foran en bil på Falkonér Allé.Blog Image



Et citat at tage med

Rock'n'roll Posted on 2008-10-19 20:48:48

“The reason I’m running for president is because I can’t be Bruce Springsteen.”
Barack Obama



Lyden af Australien

Rock'n'roll Posted on 2008-09-28 11:07:34

Blog ImageEngang
– tilbage i firserne – sad jeg på Dalum Bibliotek i det sydvestlige
Odense og læste en overstrømmende anmeldelse af et australsk band, som
jeg åbenbart burde stifte bekendtskab med: The Triffids. Born Sandy Devotional hed
pladen, og den lød, som jeg forestillede mig, at Australiens vidder og
byer måtte lyde, og jeg forelskede mig øjeblikkelig i melodierne,
stemningerne, ordene. Siden udgav de også Calenture og Black Swan med
nogenlunde lige så stor kunstnerisk succes og lige så små salgstal.

Jeg
var ikke så begejstret for Black Swan – selv om sange som Fairytale
Love hævede sig milevidt over selv gode sange fra andre kunstnere – og
så gik de i opløsning eller indspillede i hvert fald ikke flere plader.
Måske derfor gled de lidt i baggrunden for mig, og jeg fik dem ikke
konverteret til cd’er, da min pladespiller endelig gav op i
midthalvfemserne.

Men tilfældet – eller hvad det var – ville,
at jeg aflagde Jens Unmacks hjemmeside et besøg, hvor gruppen blev
nævnt, og jeg følte en pludselig trang til at smutte ud på iTunes for
blot at få fat i en enkelt sang eller to for gammel venskabs skyld. Men den
ene greb jo den næste, og det pudsige var, at jeg selv efter så mange
år sad og sang med på ord, jeg troede, jeg havde glemt.

Jeg har desværre ikke kunnet
finde en personlig favorit som Personal Things på YouTube i andet end en knap så mindeværdig mindeudgave uden den oprindelige forsanger – men her er
et lille udvalg af nogle af de favoritter, jeg kunne finde:

Wide Open Road

Save What You Can

Stolen Property

Trick Of The Light

Kelly’s Blues

Fairytale Love



Der tælles stadig ned

Rock'n'roll Posted on 2008-06-13 20:40:38

Dage er en rastløs venten
På at noget skønt må ske
Nætters stjerner står først op
På en rock’n’roll-café
En flugt fra celler af krydsfinér
Hvor døde bøger er det eneste, vi ser
Min pige, din by minder snart om min stue
Et trangt og trist og rodet skue
Vi må hen, hvor den bliver vor
For stadig kalder natten
Hjemme er et sted, vi når

Invitér mig ind, jeg kan rumme dit sind
Vi er døbt i de samme drømme
Du er nøglen til mit hjertes dør
Du gør blod til Cava-strømme
Sammen, Eva, kan vi slide os fri
Af dagens lænker og nattens melankoli
Kan vi fastholde denne stigen?
Styrke vort mod i en angstfuld higen?
Hvad er kærlighedens krav?
At så guld i natten
Og suge løs af dagens marv?

På himlen over byen i nat
Slåes en stemmegaffel an mod en stjerne
Dens glødende tone hidkalder feer
Med øjne så dybe og fjerne
Raketter trækker sølv under sydhimlens måne
Eller er det stjernedrys?
Jeg vil dø med dig, Eva, derude en nat
I et evigt elskovskys

Byen rejser sig fra asken
Men dens dødskamp er sat ind
Orfeus tusker sig til vinger
Men han finder ingen vind
Sammen, Eva, kan vi løfte os op
Du gi’r næring til hver celle i min krop
En skønne dag er dette lagt bag os
Vi vil nå et sted, hvor intet kan ta’ os
Vi skal gøre verden vor
Men stadig kalder natten
Hjemme er er sted, vi når

(Melodi: Born To Run)



I hjertet af rock’n’roll

Rock'n'roll Posted on 2008-06-02 11:22:32

Blog ImageDer er næppe en plade, jeg har hørt så meget som Darkness On The Edge Of Town, og også som cd er Springsteens klassiker den, der har lydt oftest i mine gemakker. Jeg var ellers ikke vild med den, da jeg hørte den første gang. Jeg syntes, den lød gammel, og det var vist først, da jeg mødte mange af dens sange på Liveboxen et par år efter, at jeg gav den en ny chance og snart blev betaget.

Jeg er ikke gammel nok til at være kommet hjem med den på udgivelsesdagen den 2. juni 1978 – fuld af forventning til, om den kunne leve op til den fantastiske Born To Run, som nærmest var blevet slidt i stykker på de knap tre år, der var gået siden dens udgivelse. Men i dag kan jeg forestille mig, hvilken overvældende oplevelse det må have været.

I dag er den en lige så fremtrædende del af min litterære ballast som Dostojevskijs romaner, og i modsætning til de gængse romaner kan man jo både vaske op og male stue og køre bil, mens man oplever den – på ny nok en gang.

Det er måske forkert at kalde den vidunderlig, for den beskriver vel nærmest samme del af USA, som man møder i første halvdel af Deer Hunter. Her tager gutterne blot ikke på rensdyrjagt, men kører ræs i gaderne i stedet – eller kører blot rundt for at lede efter noget i natten eller i dem selv. Eller for at komme bort fra noget og dem selv. Betegnende er det måske også, at Candy’s Room vel er det eneste sted, hvor en form for intimitet beskrives – og Candy er en luder, som vist ikke gør sig helt de samme illusioner om deres forholds karakter som sangens fortæller.

Springsteens manager foreslog ham at kalde den American Madness, men jeg kan bedre lide den titel, den har. For selv om landskaberne måske er mere amerikanske end europæiske, er der mindre galskab end længsel og søgen. Sange som Badlands, der åbner i mørke og forvirring, men slutter oprejst med viljen til at tro – på troen, håbet og kærligheden – modsiger også den titel. The Promised Land – og vel også både titelsangen og Racing In The Street – handler også mere om finde mening end at give slip og give efter for meningsløsheden.

Racing In The Street er også et glimrende eksempel på, hvorfor det er temmelig misvisende og kun en promille af sandheden at mene, at Springsteen mest handler om piger og biler. Det gør det måske på overfladen, men jeg hører en sang om en mand, der finder sin identitet i noget, som kommer til at fylde så meget, at der knap er plads til den pige, han forelsker sig i. Han får først øje på det, da hun sidder og stirrer ud i mørket med øjne “of one who hates for just being born,” og sangen slutter med, at han vil tage hende med ud til havet “and wash these sins off our hands.”

Men jeg kan høre opvasken kalde, så i stedet for flere ord kommer her en af de forrygende sange, som Springsteen ikke fandt plads til på pladen.



Næste »