SGlog

Jeg har aldrig helt forstået ateisters had og hån mod de troende. Jeg kan sagtens forstå hadet til kirken (måske især den katolske) på grund af dens djævelske og hjerteløse gerninger og holdninger – fx i forbindelse med spredningen af AIDS i Afrika – men at argumentere mod andres tro på opstandelse og helligånd og jomfrufødsel, fordi man sammenkæder denne helt private tro med storpolitik finder jeg skudt langt over målet.

I øvrigt forstår jeg heller ikke hårdnakketheden blandt visse ateister. Kunne de se sig selv udefra ville de også kunne se, hvor lattervækkende de egentlig er. For eksempel Tim (Tom?) Jensen, der rejste sig fra sin stol i Deadlines Anden Sektion og fortalte pastor Lilleør, at han ville tørre røv i hendes bog.

For os, der hverken er ateister eller kristne, virker den slags barnagtige udbrud temmelig afslørende. For os er det nemlig blot en bog, som har nogle smukke og gruopvækkende og tankevækkende – ja, et væld af forskellige – passager. Den kan røre mine følelser, men den kan sgutte bringe mig i affekt.

Jeg ønsker skam også, at kirke og stat skal skilles, og at al religionsundervisning fjernes fra skolen, men jeg orker altså ikke at bruge en masse energi på at tage stilling til gudsbegrebet for at kunne fare i flæsket på de troende.

Nihilister og agnostikere kan jeg forstå, men ateister er dog noget af det pudsigste, Gud har skabt. Måske er de skabt for at vise os, at Skaberen har humoristisk sans.

Jeg tror, det forholder sig med humanismen som med kulturradikalismen: En eller anden afvandet form af lalleglad og lidt øllet ligegyldighed har bemægtiget sig begrebet, og fyre som Søren Krarup har været hurtige til at udnytte situationen og pege fingre og køre på.

Der, hvor det begyndte at gå galt, var vist, da venstrefløjen begyndte at sætte lighedstegn mellem humanisme og socialisme. Det var undergravende for begrebet. Humanisme er heller ikke at købe en ged til en fattig for at gøde selvforelskelsen. Humanisme er vist at holde af hele menneskeheden, af det menneskelige. Ikke ukritisk, men heller ikke dogmatisk.

En sidegevinst
ved ytringsfriheden er alt det vrøvl, der lukkes ud. Dels er der alle konspirationsteorierne, dels
er der sådan noget som de ultrakristnes overbevisning om, at jorden kun er cirka
lige så gammel som neanderthalernes efterkommere. Dels er der den sædvanlige
med, at perkerne vil komme og overtage vores kultur, og at perkerne kan tillade
sig meget mere end os, uden at nogen griber ind.

Af og til kunne jeg godt ønske mig, at man ikke blot skulle beherske det danske
sprog for at kunne udtale sig offentligt på tryk eller i tale, men at man også
skulle have en nuanceret viden om det emne, man udtalte sig om. Af og til tænker
jeg det modsatte – jo dummere, jo mere underholdende.

Jeg synes, det er fint at forholde sig kritisk til alt, der har den svageste
stank af magt eller stræben efter magt. Om det er fordummende medier eller
tvetungede imamer eller mangetungede statsministre. Jeg har aldrig sat mig ind i
islam – eller buddhisme eller hinduisme for den sags skyld – så jeg føler mig
ikke i stand til at udtale mig kritisk om islam. Men jeg kan udtale mig kritisk
om tåbelige imaner, ligesom jeg kan udtale mig kritisk om de to sorte fætre fra
Dansk Folkeparti.

Hvis nogen modsiger mig, begynder jeg dog ikke at himle op om, at nogen vil
fratage mig min ytringsfrihed. Det minder lidt for meget om denne udbredte
tendens til at råbe jantelov efter alle, der ikke kan få øje på det talent, man
som den eneste kan se, at man har.

Gud elsker den jævne mand, derfor har han skabt så mange af dem.
(Abraham Lincoln)

Det er en underlig tid, vi lever i. For ikke særlig mange år siden
betragtede en masse mennesker ikke blot på venstrefløjen religion som
noget (selv)undertrykkende for ikke særligt oplyste stakler, og derfor
blev religion som sådan underlagt en masse kritik. I dag betragter en
hel masse – især på venstrefløjen – det som forsøg på undertrykkelse, hvis en religion kritiseres
(medmindre det er den folkekirkelige af slagsen af en eller anden
mærkelig grund), og kritikerne betragtes som uoplyste.

“Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære
tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten
til at klæde sig, som man vil – også i det offentlige rum.”
Anders Fogh Rasmussen, 5. juni 2007

Jesper Øglehjerte Langballe fra Dansk Folkeparti blev overfaldet i det indre København i går aftes, fortæller dr.dk. Overfaldsmanden beskrives i øvrigt som en dansker mellem 25-30 år.

Ifølge nogenlunde pålidelig kilde skulle overfaldet skyldes, at Øglehjertet havde kurtiseret overfaldsmandens lillebror.

– Det har jeg overhovedet ikke nogen kommentarer til! udtaler Øglehjertet. – Og hvis jeg så havde en faible for unge mænd med Aspergers, så var det i hvert fald ikke noget, der ragede nogen offentlighed!

Jeg følger vist ikke altid lige meget med. Det er i hvert fald først nu gået op for mig, at vi har fået en demokratikanon. Så vidt jeg har forstået, er dette glimrende initiativ ikke blevet lige vel modtaget alle steder. Ja, nogle er sågar begyndt at mene, at nu må det “kanonhalløj” snart stoppe. Men sådan er det altid med gode initiativer – og det er vist ikke helt forkert at formode, at kritikken primært kommer fra mennesker, der gerne havde set sig selv indlemmet i et kanonudvalg. Således skriver den såkaldte Mads Qvortrup i Information:

“Det mest pinlige – og nærmest utilgivelige – ved den meget omtalte
Demokrati Kanon er, at medlemmerne af udvalget tilsyneladende ikke
kender deres klassikere godt nok.

Rousseau betegnes som én, der ønskede mere direkte demokrati. Det er simpelthen lodret forkert… I hans Tredie Diskurs gik han så vidt som til at sige, at det
direkte demokrati “est impraticable dans un grand peuple” – altså
upraktisk i et stort folk. Men udvalget har åbenbart ikke
tilstrækkelige franskkundskaber til at læse ham på originalsproget,
eller måske har de bare været for dovne til at slå op i en
oversættelse. Det må videre forekomme mystisk, at Spinoza betegnes som
den første demokrat i nyere tid, al den stund at han kun skrev to
ufuldendte sider i sin Tractatus Politicus. Forfattere som Marsilius af
Padua ( i det 14. århundrede) og Machiaveli i det 16. århundrede skrev
langt mere og dybere. Svaret er måske, at udvalget ikke har haft
tilstrækkeligt kendskab til elementære dele af traditionen. Hvis nogle
af bogens udsagn var indeholdt i en eksamensopgave i Storbritanien,
ville studenten dumpe.”

Hvad fanden er nu det for noget elitært pis? Hvornår har det nogensinde været et krav, at man skulle have sat sig ordentligt ind i de ting, man udtaler sig om, endsige fremlægger for offentligheden? Ja, det har i hvert fald aldrig været et demokratisk krav. Tværtimod har alle altid haft ret til at komme til orde. Ja, der er faktisk en god traditon for, at lægmænd har nemmere ved at komme til orde end fagmænd og videnskabsmænd her i landet. Nogle lægmænd måske nok nemmere end andre – men det er der vel ikke udemokratisk i?

Nogle er nok misundelige. Nogle havde nok gerne set sig selv i det udvalg. Men nu valgtes der nogle andre – og der er sikkert intet at komme efter. De har vel trods alt på anden måde end ved såkaldt viden gjort sig fortjente til at sidde i det udvalg.

I øvrigt betyder ‘impraticable’ ikke ‘upraktisk’, men ‘upraktisérbart’…

Barack Obama holdt en tale den anden dag i Philadelphia. Måske var den udsprunget af hans præsts hadefulde ord. Måske var den ledt på vej af angrebet fra modkandidatens nu forhenværende kampagnemedarbejder. Måske er den spiret af mange ting og gødet af endnu flere. Gør man sig den ulejlighed at lytte til den, skal man i hvert fald være meget tunghør eller forudindtaget for blot at høre den som en nødvendig kommentar til præstens og kampagnemedarbejderens tåbeligheder.

Nogle kommentatorer af anløben observans og tvivlsom begavelse vil sikkert blive ved med at mene, at omstændighederne tvang ham til at tale om race – og at hans opportunisme afholdt ham fra at fordømme nogen som helst. Og andre kynikere vil – sikkert uden at have læst eller hørt andet end uddrag af denne og andre af hans taler – mene, at det sgu hverken gør fra eller til, hvem der bliver USAs næste præsident.

Jeg ville ønske, der var flere politikere som ham. Han er ikke blot begavet og en fandens god taler. Han giver mig også min ungdoms tabte tro på, at man går ind i politik for at stille sig i en større sags tjeneste, tilbage. Han virker ægte, og han retter sig ikke ind efter laveste fællesnævner eller taler berøringsangst om ingenting:

…The fact that so many people are surprised to hear that anger in some
of Reverend Wright’s sermons simply reminds us of the old truism that
the most segregated hour in American life occurs on Sunday morning.
That anger is not always productive; indeed, all too often it distracts
attention from solving real problems; it keeps us from squarely facing
our own complicity in our condition, and prevents the African-American
community from forging the alliances it needs to bring about real
change. But the anger is real; it is powerful; and to simply wish it
away, to condemn it without understanding its roots, only serves to
widen the chasm of misunderstanding that exists between the races.

In fact, a similar anger exists within segments of the white
community. Most working- and middle-class white Americans don’t feel
that they have been particularly privileged by their race. Their
experience is the immigrant experience – as far as they’re concerned,
no one’s handed them anything, they’ve built it from scratch. They’ve
worked hard all their lives, many times only to see their jobs shipped
overseas or their pension dumped after a lifetime of labor. They are
anxious about their futures, and feel their dreams slipping away; in an
era of stagnant wages and global competition, opportunity comes to be
seen as a zero sum game, in which your dreams come at my expense. So
when they are told to bus their children to a school across town; when
they hear that an African American is getting an advantage in landing a
good job or a spot in a good college because of an injustice that they
themselves never committed; when they’re told that their fears about
crime in urban neighborhoods are somehow prejudiced, resentment builds
over time.

Like the anger within the black community, these resentments aren’t
always expressed in polite company. But they have helped shape the
political landscape for at least a generation. Anger over welfare and
affirmative action helped forge the Reagan Coalition. Politicians
routinely exploited fears of crime for their own electoral ends. Talk
show hosts and conservative commentators built entire careers unmasking
bogus claims of racism while dismissing legitimate discussions of
racial injustice and inequality as mere political correctness or
reverse racism.

Just as black anger often proved counterproductive, so have these
white resentments distracted attention from the real culprits of the
middle class squeeze – a corporate culture rife with inside dealing,
questionable accounting practices, and short-term greed; a Washington
dominated by lobbyists and special interests; economic policies that
favor the few over the many. And yet, to wish away the resentments of
white Americans, to label them as misguided or even racist, without
recognizing they are grounded in legitimate concerns – this too widens
the racial divide, and blocks the path to understanding…

Jeg synes, jeg hører en stor statsmand tale her. Og jeg synes, han taler om noget, der rækker ud over en amerikansk valgkamp – ja, ud over amerikansk indenrigspolitik.

Når jeg lytter til Hillary Clinton, hører jeg blot en politiker.

Jeg har faktisk lidt ondt af Søren Pind. Jeg læste interviewet med ham i Politiken sidste søndag og syntes, det var befriende at høre en af de ultraliberale begynde at tvivle på, om højere straffe nu også hjalp noget som helst.

Med hensyn til strafdifferentiering så findes den jo i virkeligheden allerede, og er armbånd til bandemedlemmer virkelig så dårlig en idé? Visitation har jo ikke hjulpet noget som helst – ligesom pædagogik jo heller ikke har det.

Måske ville reaktionerne have været mere stilfærdige og måske endda positive, hvis alle andre end Søren Pind havde gjort sig den slags tanker. Kendsgerningen er i hvert fald, at han på det bestemteste blev undsagt fra alle sider.

Nu læser jeg på politiken.dk, at Hans Engell udtrykker noget lignende, og den ligeledes borgerlige Morten Albæk udtaler sig til Berlingske: “Det er for populistisk og for letkøbt, at regeringen bygger sin
retspolitik så ensidigt på højere straffe, bare fordi det er populært i
befolkningen. Dét at være borgerlig betyder ikke, at man skal ignorere fakta og
faglig ekspertise. Når det er sådan, at hårdere straffe ikke på nogen
som helst måde får kriminaliteten til at falde, så bør man lade være
med at være så konservativ, at man bliver ved med at skrue på ventilen
for højere straffe.”

Berlingske har sågar fået fat i fængselsinspektøren fra Horsens Statsfængsel, Jørgen Bang, der samtidig
er konservativt medlem af byrådet i Horsens: “Jeg kan godt se, at der er behov for, at den enkelte borger kan se, at
man bliver straffet for at begå kriminalitet. På den anden side nytter
det heller ikke, at man tror, at man kan straffe sig ud af det, for det
kan man ikke. Man er nødt til at sætte ind med behandlingsprogrammer.
Det gør vi også, men der kan gøres endnu mere.”

“Det er irrelevant at gå videre med at hæve straffen,” siger Karsten Nonbo, Venstres medlem af retsudvalget. Partifællen Eyvind Vesselbo tilføjer, at tiden er inde til at ændre fokus fra strengere straf til præventiv indsats.

Og Justitsministeren? Stakkels Lene Espersen “oplever utrolig ofte, at det er som om, kameraerne bliver slukket
og mikrofonerne smidt væk, når jeg begynder at tale om forebyggelse.”