SGlog

Når blot min elskede smiler
og jeg mærker, hendes sommerhjerte slår
og hendes hvisken mindes fløjlsnætter
så bliver ensomhed et ord, jeg ikke forstår

Hver morgen skal jeg helst tage en Truxal og igen tage en ved middagstide og så en om aftenen. Min læge siger, jeg lider af vrangforestillinger, og at pillerne hjælper mig til at se verden, som den er. Men nogle gange synes jeg, mit liv bliver så kedeligt, når jeg tager de piller. Så flirter ingen piger med mig. Så jeg lader af og til være. I går for eksempel – og straks sker forandringen.

Da jeg tog bussen ud til Amager Strand, startede det med, at den kvindelige buschauffør råflirtede, da jeg skulle stemple. “Ja, den driller lidt i varmen,” sagde hun,”men hvis du lirker lidt og så trykker til.” Hun smilede på en måde, så det var klart, at hun var vild med min krop, og jeg vidste jo, at det ikke var stempleren, hun talte om.

På Christianshavn stiger tre piger ind. Selv om der ikke er mange mennesker i bussen, sætter de sig alligevel lidt bag mig på modsatte side af gangen, så de bedre kan se på mig, uden at jeg kan se dem. De lader, som om de snakker om Robbie Williams, men jeg er jo ikke dum. De skal pludselig også til stranden, da de ser mit badetøj, og så var det jo heldigt for dem, at de selv havde badetøj med, så det kom til at virke mere naturligt. Jeg lader dem bestemme, hvor vi skal stå af, og jeg følger dem på nøjagtig så lang afstand, at jeg stadig kan høre, hvad de siger om mig.

På stranden kigger alle kvinder efter mig, og det er faktisk lidt ubehageligt, så jeg går i vandet – og straks følger fire kvinder efter. Den ene har sin lille datter med, og hun får datteren til at sprøjte vand i min retning, så hun har en grund til at henvende sig til mig. “Ups. Pas på manden, Cecilie Amalie! Sprøjtede hun på dig? Det må du meget undskylde.” Jeg smilede og rystede på hovedet, men jeg skulle nok have indledt den flirt, hun lagde op til. Kort efter gik hun op igen.

Da jeg gik op, gik jeg forbi hende på en måde, som viste mine bedste sider frem, men hun havde sin opmærksomhed meget demonstrativt vendt mod sin datter. Jeg flyttede mit tæppe hen i nærheden af hende og viste hende min interesse ved hele tiden at se over på hende. Men det var for sent. Jeg havde ikke slået til første gang, og så skulle jeg straffes. Jeg havde såret hendes stolthed. Lidt efter tog hun hjem, men det var tydeligt, at måden hun ikke så i min retning på indikerede, at hun ville ønske, jeg også dukkede op derude i dag.

Så jeg har lige ringet ind til ministeriet og meldt mig syg og har heller ikke taget mine piller i dag, og lige om lidt er jeg på vej til stranden.

Rudens isblomster
dør i de varme kærtegn
fra din sølvånde

Det regner over byen
som det regner i min pibe
mens jeg sidder på
altanen
med lidt knive, jeg skal slibe

Jeg sidder selv i
tørvejr
men min pibe er ret lang
og min lejlighed er lille
og desuden
alt for trang

Min pibe er fem meter
for tobakken har en stank
som
en højsommerophedet
og gæret gylletank

Stanken gør mig dårlig
så
jeg ryger i det fri
selv om det er skidt for fugle
der flyver tæt
forbi

Jeg er ofte blevet anmeldt
af vrisne fuglevenner
og har
bunkevis af hadepost
fra folk, jeg ikke kender

Men hellere lidt
uvenskab
og en håndfuld døde duer
end at stanken evigt hænger
i mine
alt for trange stuer

Desuden er min overbo
en gammel svækket
frue
med et gammelt svækket hjerte
som stanken ville true

Så jeg
er vel ikke hensynsløs
men blot en stakkels ryger
som sidder her og
ønsker
at regnen blot var byger

De kører stadig ræs hver nat på Boulevarden

Men den trang fik aldrig tag i dit blod

Jeg hører, du har købt hus ude ved vandet

Med en fyr, som mest har børs i sit hoved

Hvis du har lyst til at se mig

Kan jeg findes, hvor vi sidst sagde farvel

Jeg føler stadig denne misvækst i mit viltre sind

Men jeg ser mørket nu i byens sjæl

Alle bærer rundt på en smerte

Et savn, de ikke kan sætte på ord

Mange bruger liv på at dulme den

Med smuler fra de riges bord

Indtil alting blot bli’r til mæthed

Som slår det bedste i dem ihjel

Og glemt er de spørgsmål, de stilled’ engang

Her i mørket i byens sjæl

Nogle er født ind i heldet

Andre finder deres veje derind

Mit liv er en strid imod storme

Vil jeg lette, forsvinder al vind

Så jeg er her hver aften

Med det held, jeg har

Det er for sent at stoppe

Så jeg gør mig klar

Til at følge de drømme, som tabes og vindes

At betale prisen, hvis ingenting findes

Jeg betaler kun prisen for at være mig selv

Her i mørket i byens sjæl

(Melodi: Bruce Springsteen)

Gennem Skåne

midt i julen

med en pump gun

i mit skød

Anja knuged

vores bytte

bag os lå

en strømer død

Broen er der

for det samme

men en svensker

kom i vej’n

Første skud
var

nærmest uheld

Næste skud
var

tordenregn

Blev historie

inden aften

“Skød sin pige

med koldt blod!”

Skud for skud

sank jeg tilbunds

i et sort

og
mudret rod

Blev erklæret

livsuegnet

Jeg skal visne

i dette grå

Hvem har svar

og hvem har grunde

Måske er verden

ond og rå

Din latter er som blomster
som liljeforekomster
i ørkener, på bjergtinder
i storbyens ruin
Andre bringer roser
og de mest udsøgte gloser
jeg nøjes med mit hjerte
så du ved, at jeg er din

En terrorist kaster med tamponer
En rebel tegner skæg på en mink
En ballerina skriver slagord på væggen
“Grace and wisdom stink!”
Idealet er spædbørns pludren
Så Ministeren ta’r hagesmæk på
Mens Journalisten tynder ud blandt ord
Som ikke alle kan forstå
Min kevlarsjæl bli’r rastløs
Gaber og græmmer sig
Og svæver ud en aftentur
På Trøstesløshedsvej

På en balkon står Romeo og skumler
Snehvide er gået sin vej
Med Raskolnikov, der kom forbi
Og sagde: “Hun tilhører mig!”
Orfeus, hendes øllede eks-mand
Minør af profession
Vil blæse scoren lige
Med en rask lille eksplosion
Nu er den eneste lyd foruden
Sirener, der nærmer sig
Snehvides vrede smertensgråd
På Trøstesløshedsvej

Nu er stjernerne næsten gemte
Og månen glider om bag en sky
Spåkonen ta’r sit vasketøj ind
Mens fugle flyver i ly
Og pånær hos Kain og Abel
Og hos en pukkelrygget degn
Elskes der i stuerne
Eller ventes der på regn
Og dronningen af Saba
Gør sig frisk som maj
Hun har en date med Beethoven
På Trøstesløshedsvej

På hospitalet bli’r bøsser gravide
Hippokrates er skizofren
I en gummicelle med kamera på
Dropfødes Elvis med østrogen
I katedralen regerer Jesus
Med sin djævelforklædning på
Han sniffer den reneste kokain
Som ellers kun betjente kan få
Hvis nogen konger findes mer’
Må de sidde og skutte sig
I den kolde aftenregn
På Trøstesløshedsvej

Ved midnat bli’r agenter
For en middelmenneskehed
Sendt ud for at plage dem
Der ved mer’ end de ved
De bli’r slæbt til fabrikken
Hvor de bli’r spændt fast
Til bloddræningsmaskinen
Og så i største hast
Bli’r nervegasserne slæbt frem
Mens embedsmænd sikrer sig
At ingen stikker af igen
Til Trøstesløshedsvej

Hurlumhej i havnen
Titanic stævner ud
På dækket sidder Hemingway
Og småskændes med Gud
På kajen står Bob Dylan
Han spytter på Nobel
Der ser ulykker i verden
Som en kunstners held
En pibekravet pæderast
Be’r dem skamme sig
Og pisse af til slaggerne
På Trøstesløshedsvej

I Avisen rynker du brynet
Men du mangler så mange ord
Når du skuer via Internet
Fra dit Paustian-skrivebord
Dit sludder har dog klasse
Aldrig ude på sig selv
Aldrig alt for sikre svar
Alvor klæ’r dig vel
Men li’ nu er jeg træt af Verden
Så vis ikke mere af den til mig
Medmindre da den minder mig
Om Trøstesløshedsvej

(Melodi: Bob Dylan)

Det er de særeste ting, jeg finder, når jeg af og til rydder op i mine skuffer. Nedenstående er vist revet ud af Christianias lokalblad en dag på Nemoland for ti år siden.

Henrik og Per brugte tid på lektier
Jeg ville hellere slås
Når klokken ringede eftermiddag
Var det boligblokken mod os
Henrik sejled’ med venner på sundet
Per fyldte huset med fest
Når nogen sagde, jeg var for lille
Sagde Per, jeg var hans gæst
Far kunne bedst lide Henrik
Kun mormor holdt med mig
Da jeg blev kørt ned af en taxa
Sagde mor: Hvad er der med dig?

Henrik læste sejrrigt jura
Per læste økonomi
Jeg trak mig ud efter tredje g
Ingen skoling fandt jeg mening i
Nu sloges Henrik og Per
Og jeg kiggede på
De brugte hånlige blikke og ord
Jeg drak pilsnere og spilled’ guitar
Og længtes ikke mod et skrivebord
Henrik gik ud med stipendier i hånd
Per skrev kronikker med gnist
Jeg anlagde mig usårlighedsmotto:
Den sidste forbliver sidst

Henrik fik job hos staten
Per klatred’ i politik
Mor sa’: Begynd dog at studere
Der er mere i det liv, du fik
Per bød på vin og visdom fra bøger
Forsvundne Somre og Fleurs du Mal
Röda Rummet og Idioten
Faust og Contrat Social
Jeg stak til Prag en maj
For at spille og synge
Og møde et befriet land
Da jeg kom hjem, lå et postkort fra Henrik
Bare bryster på en sololiestrand

Henrik blev træt af staten
Han sagde: Hvem knokler jeg egentlig for
Prestigen er lav, og lønnen er ussel
Og ministrene kommer og går
Han kom højere på strå i en mindre bank
Købte hus og en lille båd
Jeg besøger ham, når jeg kommer forbi
Men det ender altid med gråd
Hans kone flæber i fjerde glas
Hans datter er DAMP og debil
Mon kunder kan se, hvad der gemmer sig bag
Hans hårdt tilkæmpede smil

Jeg har lagerarbejde for penge
Ellers skriver jeg som en besat
Jeg bor ikke godt, men jeg kender en kvinde
Der savner mig hver anden nat
Jeg rejser en del og tænker tit
Hvad der er sket i alle de år
Per kigger ind, når det passer
Og slikker sine sår
Per har en tjans som kronikredaktør
I partiet kom andre til
Han si’r: Jeg gider så lidt af det spil
Der vist er, hvad de egentlig vil

Jeg mindes en nat i september
Hvor månen stod høj og klar
Henrik og Per sad med bøgerne
Mor sad og vented’ på far
Jeg skulle egentlig også læse
Men lektier gjorde mig så træt
Jeg var kravlet ud på garagen
Sad og røg en cigaret
Mor kom ud, da huset blev mørkt
Hun så mig ikke, jeg ku’ intet si’
Jeg hørte hendes gråd gennem mørket
Det lød, som nogen kvalte et skrig

(Melodi: Ulf Lundell)