Blog Image

SGlog

Søren Gecklers weblog


Regnvejr i min pibe

Bronx Posted on 2009-11-13 17:08:16

Det regner over byen
som det regner i min pibe
mens jeg sidder på
altanen
med lidt knive, jeg skal slibe

Jeg sidder selv i
tørvejr
men min pibe er ret lang
og min lejlighed er lille
og desuden
alt for trang

Min pibe er fem meter
for tobakken har en stank
som
en højsommerophedet
og gæret gylletank

Stanken gør mig dårlig

jeg ryger i det fri
selv om det er skidt for fugle
der flyver tæt
forbi

Jeg er ofte blevet anmeldt
af vrisne fuglevenner
og har
bunkevis af hadepost
fra folk, jeg ikke kender

Men hellere lidt
uvenskab
og en håndfuld døde duer
end at stanken evigt hænger
i mine
alt for trange stuer

Desuden er min overbo
en gammel svækket
frue
med et gammelt svækket hjerte
som stanken ville true

Så jeg
er vel ikke hensynsløs
men blot en stakkels ryger
som sidder her og
ønsker
at regnen blot var byger



Mørket i byens sjæl

Bronx Posted on 2009-09-23 20:51:56

De kører stadig ræs hver nat på Boulevarden

Men den trang fik aldrig tag i dit blod

Jeg hører, du har købt hus ude ved vandet

Med en fyr, som mest har børs i sit hoved

Hvis du har lyst til at se mig

Kan jeg findes, hvor vi sidst sagde farvel

Jeg føler stadig denne misvækst i mit viltre sind

Men jeg ser mørket nu i byens sjæl

Alle bærer rundt på en smerte

Et savn, de ikke kan sætte på ord

Mange bruger liv på at dulme den

Med smuler fra de riges bord

Indtil alting blot bli’r til mæthed

Som slår det bedste i dem ihjel

Og glemt er de spørgsmål, de stilled’ engang

Her i mørket i byens sjæl

Nogle er født ind i heldet

Andre finder deres veje derind

Mit liv er en strid imod storme

Vil jeg lette, forsvinder al vind

Så jeg er her hver aften

Med det held, jeg har

Det er for sent at stoppe

Så jeg gør mig klar

Til at følge de drømme, som tabes og vindes

At betale prisen, hvis ingenting findes

Jeg betaler kun prisen for at være mig selv

Her i mørket i byens sjæl

(Melodi: Bruce Springsteen)



Ateisters tosserier

Politik Posted on 2009-09-13 10:39:40

Jeg har aldrig helt forstået ateisters had og hån mod de troende. Jeg kan sagtens forstå hadet til kirken (måske især den katolske) på grund af dens djævelske og hjerteløse gerninger og holdninger – fx i forbindelse med spredningen af AIDS i Afrika – men at argumentere mod andres tro på opstandelse og helligånd og jomfrufødsel, fordi man sammenkæder denne helt private tro med storpolitik finder jeg skudt langt over målet.

I øvrigt forstår jeg heller ikke hårdnakketheden blandt visse ateister. Kunne de se sig selv udefra ville de også kunne se, hvor lattervækkende de egentlig er. For eksempel Tim (Tom?) Jensen, der rejste sig fra sin stol i Deadlines Anden Sektion og fortalte pastor Lilleør, at han ville tørre røv i hendes bog.

For os, der hverken er ateister eller kristne, virker den slags barnagtige udbrud temmelig afslørende. For os er det nemlig blot en bog, som har nogle smukke og gruopvækkende og tankevækkende – ja, et væld af forskellige – passager. Den kan røre mine følelser, men den kan sgutte bringe mig i affekt.

Jeg ønsker skam også, at kirke og stat skal skilles, og at al religionsundervisning fjernes fra skolen, men jeg orker altså ikke at bruge en masse energi på at tage stilling til gudsbegrebet for at kunne fare i flæsket på de troende.

Nihilister og agnostikere kan jeg forstå, men ateister er dog noget af det pudsigste, Gud har skabt. Måske er de skabt for at vise os, at Skaberen har humoristisk sans.



Interview

Videnskab Posted on 2009-08-16 13:33:15

Finn Vergnügen, du har i mange år
forsket i frygt. Hvad skaber frygt?

– Oftest er det noget aldeles
irrationelt. Naturligvis findes der megen særdeles forståelig frygt
– om man så kan sige. Frygten for at blive forladt – igen – hos
skilsmissebarnet. Frygten for ikke at slå til hos den med det lave
selvværd. Men så er der den fiktive – om man kan sige sådan, for
al frygt udspringer jo af forestillinger. Med den fiktive mener jeg
frygten for edderkopper for eksempel. Måske kunne denne frygt være
forståelig, hvis man levede i en sydamerikansk jungle, hvor
edderkopper med dræbende bid gemmer sig i bananklaser – men her i
landet? Selv det mindste barn vil uden videre kunne tvære krybet ud
med en lillefinger!

Kender du selv til irrationel frygt?

– Naturligvis gør jeg det.

Tør man spørge, hvilken det drejer
sig om?

– Min største frygt er, at jeg vågner
en dag og er Mette Frederiksen!



Knud Sønderby, 10.7.1909 – 8.8.1966

Litteratur Posted on 2009-07-10 12:11:15

Jeg indrømmer
gerne, at jeg ikke har stor indsigt i forlagsvirksomhed; men det
bedrøver og undrer mig, at en samling af Knud Sønderbys bedste
essays ikke er at finde i handlen og ikke har været det længe.
Havde han skrevet på engelsk eller fransk, ville han måske have
været verdenslitteratur i dag. Ikke den form for verdenslitteratur,
som læsere har et mere andægtigt og respektfuldt end kærligt og
inderligt forhold til, men litteratur, der faktisk læses og ikke
blot står og viser sig frem i reolen.

Jeg har selv været
forelsket i Sønderbys prosa i 25 år. Jeg blev præsenteret for ham
i 1.g og blev øjeblikkelig betaget. Ikke blot af hans ubesværede
pen, men også fordi jeg for første gang mødte en bog, der var så
direkte genkendelig, selv om den udspillede sig to generationer før
min. Vel var det midt i en Springsteen-tid og ikke en jazztid, men vi
stod også uden for diskoteker og diskuterede fremtid og
udviklingsmuligheder – sådan rent ølmæssigt. Vi kunne også
sidde dér – ikke på kontorer, men i for eksempel kemitimer – og
se på uret hvert kvarter blot for at se, at der kun var gået fem
minutter. Og så denne diffuse længsel efter ”det egentlige”,
”det væsentlige”, ”det, det kom an på”, som man samtidig
forsøgte at bortdrive gennem sport, rock, piger og ironi.

Jeg har nok genlæst
bogen allerede i gymnasiet og har i hvert fald siden gjort det flere
gange. I starten ledte jeg måske efter noget, som jeg troede, bogen
kunne fortælle mig, men når jeg nu tager den frem, er det af gammel
forelskelse, som aldrig er rustet. Tværtimod bliver det mig
tydeligere, hvad jeg oprindelig forelskede mig i. Udover humoren og
længslen og det genkendelige var den jo også ret alvorlig på en
nærmest henkastet måde, ret dybsindig uden ønske om at fremtræde
sådan.

Sønderby kan for
eksempel lade to venner lytte til musik i en forretning, mens han får
dem til at sige ting som: Et menneskes værd beror på dets positive
originalitet. Hvortil den anden svarer: Originalitet gør mig søsyg.
Det får mig til at tænke, og så bliver jeg svimmel og elendig. Man
skal være som faldende blade. Som legende, tankeløse blade. Man
skal le og græde og elske.

Jeg
kan stadig genkende den dialog med mig selv – og jeg kan stadig
genkalde mig tonefaldet hos en mindre begejstret kammerat, som jeg
havde anbefalet bogen, da vi var i starten af tyverne: ”Nåja. Det
er jo sådan det er…” Han foretrak så afgjort Ib Michael og ville ikke låne nogle af de essaysamlinger, jeg havde støvet op i antikvariater, og som stadig i dag er noget af det kæreste, jeg ejer.

Måske
var jeg mere selvoptaget end ham – det var jeg ganske givet – men
det, man i mangel på bedre navn har valgt at kalde
underholdningslitteratur, har jeg altid haft det svært med. Især
den, der giver sig ud for at være ”rigtig litteratur”. Den kan
faktisk gøre mig forstemt og ikke blot ved, at jeg beskæftiger mig
med noget, jeg finder tomt og iltfattigt, men fordi jeg simpelthen
føler mig udenfor, ikke inviteret.

Hos
Sønderby derimod føler jeg mig velkommen. Altid. Han inviterer mig
med på en rejse, hvor jeg ser nye landskaber – såvel indre som ydre – og gamle landskaber
på ny eller på en ny måde. Og jeg føler mig iltet og beriget og
klogere. ”Medbragte klicheer og stumper af provinsiel bornerthed
kunne pludselig rive sig løs og falde til jorden som kastanjefrugter
om efteråret, og ud trillede sandheden af den revnede skal. Bare
småting selvfølgelig, og måske ikke sandheden, men bare noget, der
var nærmere sandheden.”



Noter fra 3 Springsteen-koncerter

Rock'n'roll Posted on 2009-07-09 13:22:17

Frankfurt havde den sejeste
åbning, jeg har oplevet: Badlands, Adam raised a Cain, The ties that bind – men folk omkring mig var nok gået amok
alligevel. Jeg havde forvildet mig ind i aflukket tættest på scenen, og
havde i en times tid op til koncerten stået ved siden af en meget mut
og noget sammenbidt gut, der vel var omkring 30. Da Lofgren kom alene
ind med harmonika og spillede Wooden Heart, var han allerede begyndt at
skrige sine lunger ud, og da Badlands gik i gang, begyndte han at hoppe
som Ulrik Wilbæk og hyle som en Beatles-fan. Nogle ville måske bruge
ord som ’tilbedelse’ og ‘fanatisme’ – men i virkeligheden er det vist
snarere en måde at udtrykke kærlighed på. Noget indestængt, der
pludselig vælter ud, når spundsen bliver flået ud. Samtidig var der
også noget tilhænger over ham. Han støttede Springsteen, som Mette
Frederiksen støttede Lykketoft, og når han ikke sang med, klappede han
målrettet. Det meste af tiden klappede han, for han var bedst til
omkvæd – og allerbedst til de omkvæd, der indeholdt nogle ordløse
udbrud som i fx Trapped: I’m trapped! Ahu-u-u-ah! Trapped! Ah-åhåh! Men
der var han sandelig også med med knyttede næver og lige på beatet.
Heldigvis holdt han sin kæft og nallerne i ro under Factory og
Something In The Night, men under Promised Land blev det alligevel for
meget, og jeg søgte et par meter tilbage.

I München stod jeg ved siden af en gut, der var helt uden rytmesans og
med kun een tone i livet – og den var falsk. Heldigvis holdt han op med
at synge med (nogen havde måske forsøgt at kvæle ham) efter Outlaw
Pete, men hans lyst til at klappe med pillede ingen fra ham. Det var
sgu næsten fascinerende. Det var ikke engang off beat eller på anden
måde i-takt-ude-af-takt. Havde man bedt ham holde sig på brystet og slå
sine hjerteslag med den anden hånd, ville det ikke være lykkedes for
ham. Det var simpelthen udenfor hans rækkevidde. Men han forsøgte
ihærdigt – det må man give ham – og han var godt selv klar over, at det
ikke var hans stærke side, for han standsede ofte op og forsøgte påny
at falde ind i de omkringståendes klappen.

I Herning havde jeg desværre ikke fået billet til forscenen, og folk var kommet noget tidligere end til koncerterne i Parken. Måske derfor havnede jeg hele tiden ved siden af mennesker, der vist mere var der på grund af begivenheden end for koncertens skyld. Hvordan kan man ellers finde på at snakke under Candy’s Room, sms’e under Thunder Road og læse sms’er op under Promised Land?! Så hellere Ulrik Wilbæk i Frankfurt.

Frankfurt var vel den bedste koncert. Måske ikke så god som Parken sidste år. I hvert fald ikke så god som Paris forrige december, for der er noget særligt over de indendørs koncerter – og han turnerede med et bedre album. Men This Hard Land var meget smuk i München, og Springsteen-koncerter er stadig større litterære oplevelser, end hvad man kan møde på teaterscenen, eller hvis man åbner en bog fra nutiden.



Apropos Michael Jackson

Rock'n'roll Posted on 2009-06-27 10:12:32

“I believe
that the life of a rock ‘n’ roll band will last as long as you look
down into the audience and can see yourself, and your audience looks up
at you and can see themselves—and as long as those reflections are
human, realistic ones. The biggest gift that your fans can give you is
just treatin’ you like a human being, because anything else dehumanizes
you. And that’s one of the things that has shortened the life spans,
both physically and creatively, of some of the best rock ‘n’ roll
musicians—that cruel isolation. If the price of fame is that you have
to be isolated from the people you write for, then that’s too fuckin’
high a price to pay.”
(Springsteen, 1984)



Lidt forskning

Litteratur Posted on 2009-01-01 18:55:00

Den knap så kendte og kun sporadisk praktiserende litterat, Alf Palle Morgenstjerne Mortensen, har bedt mig offentliggøre resultaterne af sin “grundforskning”. Af forskellige grunde har jeg været noget tilbageholdende, men hans utrættelige opfordringer fører nu til, at interesserede kan stifte bekendtskab med hovedindholdet i hans afhandling. Jeg tillader mig at nøjes med at referere, da magisterens pen ikke blot er hvas, men også temmelig uforskammet og ofte næsten hysterisk i sin sarkasme.

Man tror det næsten ikke, men magisteren hævder ikke blot at have læst samtlige postede digte på digte.dk gennem mere end fem år, men også grupperet dem efter indhold. Det lader til, at 97,2 procent “uden videre” kunne omskrives til:

Jeg sidder her

og sidder

i min stue (/på en bænk/på en café/etc.)

Sideløbende har han læst “samtlige” lyrikudgivelser i perioden, og her lader det til, at 92,3 procent af digtene kunne omskrives til:

Jeg sidder her

og skriver

i min stue (/på en bænk/på en café/etc.)



Elite

Diverse Posted on 2009-01-01 18:36:02

Jeg har fundet en ordbogsdefinition på ordet elite. Eller der er to. Den ældste lægger sig til ordets betydning: udvalgt (election er en anden bøjning af ordet). Mennesker, der betragtes som de ypperste, de mest bemærkelsesværdige – blomsten, cremen. Denne definition er fra det trettende århundrede. Så er der en meget nyere – fra det tyvende århundrede: De, som indtager højeste sæde, øverste rang.

Denne ændring i definition kunne skyldes, at erfaringen har vist os, at det sjældent er de ypperste og mest bemærkelsesværdige, der indtager de højeste sæder. Vi nævner i flæng: Kronprins Frederik, Lene Espersen, Tøger Seidenfaden, Jørgen Leth.



Humanisme er ikke socialisme

Politik Posted on 2009-01-01 18:24:16

Jeg tror, det forholder sig med humanismen som med kulturradikalismen: En eller anden afvandet form af lalleglad og lidt øllet ligegyldighed har bemægtiget sig begrebet, og fyre som Søren Krarup har været hurtige til at udnytte situationen og pege fingre og køre på.

Der, hvor det begyndte at gå galt, var vist, da venstrefløjen begyndte at sætte lighedstegn mellem humanisme og socialisme. Det var undergravende for begrebet. Humanisme er heller ikke at købe en ged til en fattig for at gøde selvforelskelsen. Humanisme er vist at holde af hele menneskeheden, af det menneskelige. Ikke ukritisk, men heller ikke dogmatisk.



« ForrigeNæste »